Festivalen forelskede sig blandt andet i grime-rapperen Wesmo, der nu er blevet en del af 2026-lineuppet.
Sidste weekend stod flere hundrede upcoming musikere på scenerne i Aarhus, hvor årets Spot Festival blev afholdt.
Her var Smukfests bookere også klar til at hente nye talenter til sit lineup for 2026.
Nu har festivalen afsløret, at Wesmo, Carlina de Place, Cevil og Jonathan fået plads på plakaten.
Læs også: Missede du Spot? Det her var årets bedste koncerter
"Hvert eneste år besøger vi dem for at blive inspirerede og snuppe et par artister med hjem til skoven - sidste weekend var ingen undtagelse," skriver Smukfest i et opslag på Instagram, der fortsætter:
"Vi forelskede os i fire fantastiske artister, som nu har fået plads på plakaten til Smukfest 2026."
Rapperen Wesmo har for kort tid siden udsendt sin debut-ep 1 år, og ifølge GAFFAs anmelder gav han den danske grime-scene en tiltrængt opdatering:
"Wesmo er måske kun lige begyndt, men et sted mellem de tunge baslinjer lyder det, som om dansk grime er ved at vågne igen."
Carlina de Place modtog ikke kun ros fra Smukfest på Spot Festival, men også fra GAFFAs anmelder, der blev særligt imponeret over hendes indiepop-vokal:
"Jeg bliver altid imponeret, når stemmekvaliteten hos spirende artister er helt i top, og Carlina de Place har i sandhed en lækker stemme," lyder det i anmeldelsen.
Smukfest 2026 finder sted i bøgeskoven ved Skanderborg fra 2. til 9. august.
Se annonceringen af de fire nye navne i opslaget herunder.




