Den amerikanske bluesrockguitarist Joe Bonamassa var generøs med sin overlegne teknik. Men cover-versioner endte med at fylde for meget i K.B. Hallen tirsdag aften, skriver Keld Broksø.
Lad mig begynde med slutningen på koncerten og ekstranummeret: den smukke, insisterende ”Mountain Time” fra den amerikanske bluesrockguitarist Joe Bonamassas andet album, So, It's Like That, fra 2002.
Indimellem gik nummeret så langsomt og var så minimalistisk, at det kun med det yderste af neglene stadig var i gang. Lige i de øjeblikke var intensiteten så tyk og publikums opmærksomhed så stor, at der var dømt ”erase hard disk” i et par tusinde menneskers hjerner for al verdens dårskab uden for
VIL DU LÆSE VIDERE?
Første mdr. 1 kr. – ingen binding.
- Eksklusive interviews med topmusikere
- Anmeldelser af alle de vigtigste koncerter
- Over 20.000 albumanmeldelser
- Nordisk medlemskab - adgang til al indhold på GAFFA.se & GAFFA.no
- Rabat på billetter til koncerter og festivaler
- Ren musikoplevelse - fravælg forstyrrende annoncer
Allerede GAFFA+ medlem
