Nye tal viser, at musik er den mest udbredte fritidsaktivitet blandt børn og unge i Danmark. Det kommer bag på kulturlivet.
Musik fylder mere i danske børns fritidsliv, end mange måske går og tror.
Nu viser en ny landsdækkende kortlægning, lavet af Alm. Brand Foreningen og Dansk Kulturliv, at der på landsplan findes flere musiktilbud til børn og unge end både fodbold- og spejderaktiviteter.
Læs også: 22 organisationer bakker op om nyt kodeks for kunstnere
"Vi har hele tiden vidst, at kulturelle fritidstilbud var udbredte, men det har alligevel overrasket os, hvor meget kulturen fylder i fritidslivslandskabet, når man ser på tværs af aktivitetstyper og udbydere," fortæller Dansk Kulturlivs direktør Jakob Sørensen til Kulturmonitor.
I alt er der 22.952 fritidstilbud over hele landet. Heraf er 6.845 kulturelle aktiviteter, hvilket svarer til næsten en tredjedel af det samlede fritidsliv.
Blandt dem er 2.464 tilbud musikrelaterede, hvilket gør musik til den mest udbredte fritidsaktivitet i Danmark overhovedet. Til sammenligning er der 1.472 fodboldtilbud og 1.278 spejder- og udendørsaktiviteter.
Derudover peger den nye kortlægning på, at kulturlivet i dag ikke kun lever i de traditionelle foreninger. Mange aktiviteter foregår også på biblioteker, musikskoler, kulturhuse, kirker, ungdomsklubber og andre kulturinstitutioner.
Læs også: Det her skaber de største koncertøjeblikke, mener otte ud af ti musikfans
Baggrunden for projektet stammer fra Trivselskommissionens anbefaling om, at alle børn og unge bør have adgang til fritidsfællesskaber.
Den nye viden skal blandt andet danne grundlag for fremtidig dialog med kommuner, fonde og politikere om, hvordan endnu flere kan få adgang til musik, kunst og kultur i fritiden.
Kortlægningen er blevet til med hjælp fra blandt andre AKKS, Danske Musik- og Kulturskoler og Kulturens Analyseinstitut.
Læs hele rapporten her.




