Nyhed

Eurovision skruer massivt op for sikkerheden

Der kommer til at være både bombehunde og forsvarsdroner til stede til sangkonkurrencen i Wien.

Eurovision har den seneste tid været centrum for stor debat.

Nu er der blevet skruet op for sikkerhedsniveauet omkring sangkonkurrencen i Wien, hvor flere eksperter peger på et komplekst trusselsbillede.

Læs også: Kulturfolk kritiserer DR: Bør trække sig fra Eurovision


Sikkerheden bliver sammenlignelig med det, man møder i en lufthavn, hvor der nu kommer til at være både bombehunde og et droneforsvar til stede ved sangkonkurrencen.

Derudover skal omkring 15.000 personer, alt fra teknikere til artistteams, nu igennem et grundigt baggrundstjek. Det oplyser Dieter Csefan fra delstatspolitiet til det østrigske medie ORF.

Risiciene mod arrangementet omfatter blandt andet cyberangreb, terrortrusler, demonstrationer og andre former for forstyrrelser.


Israel-Palæstina-konflikten har fyldt meget i Eurovision de seneste år, hvilket har ledt til en række protester mod Israels deltagelse i sangkonkurrencen. Blandt andet har flere lande, herunder Spanien, Island og Irland, valgt at trække sig fra arrangementet i år.

Læs også: Slovenien boykotter Eurovision – bruger sendetiden på palæstinensiske film

“Det er et højt profileret arrangement, som vækker følelser i alle retninger,” siger Peter Narbe, der er rådgiver hos 2Secure, til det svenske nyhedsbureau TT.


Han fremhæver, at cybersikkerhed har fået en større rolle sammenlignet med tidligere år, og at også statslige aktører i dag udgør en tydeligere trussel.

“Men ellers er der ikke så stor forskel. Terrortruslen og konflikten mellem Israel og Palæstina fandtes også dengang (sidste år, red.),” fortæller han senere.

Eurovision Song Contest finder sted i Wien den 12., 14. og 16. maj. 


ANNONCE