På sidstedagen af den populære livestreammaraton gav Rasmus Søndergaard et tilbud til rapkollektivet, som de hurtigt takkede ja til.
Den populære streamer Rasmus Søndergaard afsluttede søndag den 25. oktober sin 15 dage lange livestreammaraton, hvor han fik besøg af rapperne Gilli, Kesi, Noah Carter, Benny Jamz og Kimbo fra rapkollektivet B.O.C.
Før Gilli gjorde sin entré, fortalte streameren, at han var klar til at give B.O.C.-rapperne en rejse i bytte for et nyt B.O.C.-album.
Læs også: Rasmus Søndergaard er nummer 1 i hele verden med sin livestream
“I har selvfølgelig altid været med til at støtte os, vi vil jo gerne fejre det her. Så jeg vil selvfølgelig gerne give en rejse, men i trade-off så får vi også lov til at få et album, hvor vi er med til at se bag kulisserne,” lyder det fra Rasmus Søndergaard i en snak med Kesi og Noah Carter, gengivet af Urbanvers.
Som en del af aftalen kommer Rasmus Søndergaard undervejs til at følge gruppen for at se, hvordan albummet bliver til.
“Så vi optager det til noget YouTube?” lyder det samtidig fra Kesi, der bagefter siger, at de er klar til at gå i gang med projektet allerede i 2027.
Rasmus Søndergaard havde tidligere på ugen hintet til, at Gilli også ville kigge forbi Gavnsø Slot, hvor livestreamen blev holdt. Rapperen havde dog selv været lidt mere tilbageholdende om, hvorvidt han ville dukke op.
Det var derfor lidt af en overraskelse, da rapperen pludselig stod i døråbningen.
“Nej nej nej, what the fuck, der er no way,” kunne man høre Rasmus Søndergaard sige, da rapperen trådte ind, for at give streameren et kram. Se klippet her.
Læs også: Rasmus Søndergaard annoncerer sit eget tv-show: "Det bliver sindssygt"
I 2021 udgav B.O.C. albummet Mere end musik. Fire år efter gik Gilli og Benny Jamz sammen på albummet Kenny, der fik fem stjerner af vores anmelder, som skrev, at de havde “affyret en sort perle af et fællesalbum lige ind i dansk hiphop”.
Sønderthon startede lørdag den 10. oktober og har siden haft musikere som The Minds of 99, Mille, Christopher, Lukas Graham, Annika og Anton Westerlin på besøg.
Søndag den 25. oktober slog Rasmus Søndergaard samtidig rekord, da han indtog førstepladsen i verden målt på aktive abonnementer med hele 125.000 abonnenter.
Derudover deltog Rasmus Søndergaard under livestreamen i TV 2's Knæk Cancer-indsamling, hvor han fik indsamlet over 2,3 millioner kroner.




