De to grupper forener kræfter på 6 sange, der er samlet på Boys Night Out.
Fabräk og Specktors har været en tur i byen og i studiet. Resultatet er en fælles ep Boys Night Out, som udkommer den 15. maj.
Læs også: Grøn Koncert slår sig sammen med Tessa – gør op med perfekthedskulturen
Ep’en indeholder seks numre, hvor de to grupper blander deres lyd med nye elementer, der er opstået i samarbejdet. “Tempoet og energien er dog stadig intakt,” afslører de i en pressemeddelelse.
Udgivelsen tager navn efter den første single “Boys Night Out”, der udkom den 3. april og samtidig blev startskuddet til deres nye samarbejde.
Ifølge de to grupper voksede samarbejdet hurtigt frem gennem fælles studiosessions og et venskab.
“Inden vi endte i studiet med Fabräk, var vi egentlig bare gode venner. Derfra var et kreativt samarbejde uundgåeligt,” fortæller Specktors.
Fabräk beskriver selv processen som både spontan og ukompliceret.
“Det har mest af alt føltes som, at vi bare har hængt ud, som vi ellers ville. Det har gjort musikken sjov og ukompliceret at skrive,” lyder det fra gruppen.
De seks sange er blevet til i vidt forskelligt tempo: Én sang tog næsten et år at færdiggøre, mens en anden blev lavet på bare 25 minutter.





