Markante musikere medvirker på albummet, der netop er udkommet og blandt andet fortæller om pesten, en hekseafbrænding og modstandskampen.
Den 2. juni har Helsingør 600 års købstadsjubilæum, og i den forbindelse har popgruppen Malm i samarbejde med Museum Helsingør netop udgivet albummet Helsingør, hvor alle 11 sange tager udgangspunkt i begivenheder fra byens historie, der samtidig udgør en bredere del af danmarkshistorien.
Således kan man på albummet både opleve sange om pesten, om en hekseafbrænding i 1626 og om modstandskampen under anden verdenskrig.
Læs også: Flere musikere trækker sig fra USA's jubilæumsfejring
Gruppen består af Lars Gottschau Malm (Nordstrøm) og Tomas Raae (Alberte, Kollektivet), der også får selskab af Mikkel Baltser Dørig (Tobias Rahim, Mø, Scarlet Pleasure) og Andreas Fryland (Supreme Court, Iris Bergcrantz). Forsanger Lars Gottschau Malm, der netop har været på 20 års jubilæumsturné med Nordstrøm, arbejder i øvrigt også som historielærer, så her må man sige, at tingene går op i en højere enhed.
Museum Helsingør har leveret historisk research og baggrundstekster til albummet, som gruppen så har omskabt til sange. Det er i øvrigt ikke første gang, de kaster sig over et sådant projekt, da de på deres første album, Menneske igen fra 2023, satte musik til brev fra en sønderjysk soldat under første verdenskrig.
“Helsingørs historie rummer helt utrolig mange fascinerende fortællinger om skæbner, følelser og svære valg. Det har været vildt spændende at komme helt tæt på de liv og begivenheder, der har udspillet sig i Helsingør,” siger Lars Gottschau Malm i en pressemeddelelse.
Museumsleder for Museum Helsingør, Sebastian Gyrst-Longsig Christensen, fortæller i en pressemeddelelse, hvorfor museet har kastet sig ud i dette usædvanlige projekt:
“Med udgivelsen af albummet markerer Museum Helsingør byens 600-års købstadsjubilæum med en sanselig og folkelig tilgang. For historie skal mærkes, før vi kan tage den ind. Popmusik er et af de stærkeste emotionelle formidlingsgreb, og med samarbejdet åbner vi historien op på en ny måde, der skaber en sanselig sprække ind til andre menneskers liv. Først dér bliver historien noget, vi er en del af."
Malm fremfører hele det nye album ved en gratis koncert på Axeltorv i Helsingør på 600 års købstadsjubilæumsdagen den 2. juni klokken 16.30.
Albummet udkommer både på vinyl og som stream. Hør det nedenfor.





