Nyhed

Nyt AI-værktøj skal beskytte kunstnere mod misbrug, siger Spotify

Nu svarer streaminggiganten på den voksende kritik fra musikbranchen efter ny remixfunktion.

Spotifys nye satsning på AI-genereret musik har mødt bred kritik fra musikbranchen.

Nu forsvarer streamingtjenestens topchef Alex Norström beslutningen i et interview med Financial Times.

Læs også: TikTok og Universal indgår aftale om AI-musik


I sidste uge præsenterede Spotify en ny funktion, der giver betalende brugere mulighed for at lave AI-genererede remixes og covers på baggrund af musik fra udvalgte artister.

“Der er mange useriøse forsøg på det her,” lyder det fra Alex Norström, der siger, at det handler om at skabe en mere “kontrolleret” løsning i stedet for, at AI-musik bliver skabt ulovligt uden kunstnernes samtykke.

Funktionen blev lanceret som en del af Spotifys nye samarbejde med Universal Music Group. Ideen er, at musikerne med det nye AI-remixværktøj selv skal kunne godkende brugen af deres musik og efterfølgende tjene penge på den.


Spotify har endnu ikke forklaret præcis, hvordan funktionen kommer til at fungere i praksis. Det er blandt andet stadig uklart, om brugernes AI-remixes kan deles offentligt på platformen.

Læs også: Danske musikforbund slår sig sammen i kampen mod AI

Kan gå ud over de menneskelige kunstnere
Forslaget møder dog allerede kritik fra flere sider.


“Hvis fans kan dele de remixes, de laver, så bevæger vi os ind i farligt territorium,” siger komponisten og copyright-aktivisten Ed Newton-Rex til The Guardian.

Det kan nemlig potentielt gå ud over de menneskelige kunstnere. Han frygter nemlig, at de nye AI-remixes vil komme til at oversvømme streamingtjenesten med AI-sange.

“Når nogen lytter til AI-musik på Spotify, så lytter de ikke til en sang lavet af et menneske. Der er kun et begrænset antal timer i døgnet, hvor folk lytter til musik,” forklarer Ed Newton-Rex.


Han mener dog stadig, at AI-musik baseret på samtykke er bedre end ulovlig brug af kunstneres værker. Dog advarer han om, at udviklingen kan presse endnu flere musikere ind i AI-systemerne.

ANNONCE