Bandet har givet Keir Starmers politiske udfordrer, Andy Burnham, lov til at bruge sangen “Some Might Say” i en ny kampagnevideo.
Den britiske politiske duel mellem Keir Starmer og udfordreren Andy Burnham spidser til.
Nu har Oasis givet Andy Burnham, der i dag er borgmester for Manchester, lov til at bruge sangen "Some Might Say" i en ny kampagnevideo.
Læs også: Kneecap tvunget til at fjerne premierministers navn fra plakater
I filmen annoncerer den mangeårige borgmester, at han nu vil stille op til valg den 18. juni for at udfordre den nuværende premierminister Keir Starmer’s position som leder af det britiske Labour-parti.
"Nogle siger, at dette suppleringsvalg er unødvendigt. Jeg siger, det er det mest skelsættende i vores liv. Jeg tager intet for givet, og jeg er klar til at acceptere konsekvenserne af, hvad end folk vælger," fortæller Andy Burnham, før vi til sidst i videoen hører Liam Gallagher synge linjen “We will find a brighter day”.
Det er dog ikke første gang, at Andy Burnham og Oasis-brødrene har haft noget med hinanden at gøre. De kommer nemlig alle sammen fra Manchester.
Læs også: Dokumentarfilm om Oasis' genforening får premieredato
Andy Burnham har flere gange fortalt om sin kærlighed til Oasis og sit forhold til både Liam og Noel Gallagher.
Blandt andet kaldte han bandets 2024-comebackturné “den dag Manchester har ventet på”.
Han har derudover tidligere arbejdet sammen med brødrene om en række forskellige initiativer i byen.
Blandt andet har Noel Gallagher tidligere hjulpet med at samle penge ind til hjemløse i Manchester, mens Liam Gallagher har indtalt en række beskeder til Manchesters sporvogne i forbindelse med musikfestivalen Beyond The Music.





