Det er første gang i 12 år, at stjernen bag 00’er-hittet "Milkshake" spiller på en dansk festival.
Den amerikanske r&b-stjerne Kelis bliver fredagens hovednavn på Suset 2026. Med dagens annoncering fuldender de samtidig årets musikprogram.
Koncerten markerer Kelis’ første festivalkoncert på dansk jord i 12 år.
Læs også: Kesi hitter på verdensplan – rammer Spotifys top 10 over nye album
Publikum kan dermed se frem til et show med sange som “Milkshake”, “Trick Me”, “Caught Out There” og Calvin Harris-samarbejdet “Bounce”.
Festivaldirektør Tobias Kippenberger glæder sig over at kunne sætte punktum for årets plakat med endnu et internationalt navn:
“Vi er meget begejstrede over at kunne præsentere det andet internationale hovednavn og sætte så markant et punktum for årets musikprogram. Kelis er et ikon, der altid har gået sine egne veje med tidløse sange samt fænomenal udstråling og tilstedeværelse,” siger han i en pressemeddelelse.
På programmet til Suset 2026 står også navne som Pet Shop Boys, Dizzy Mizz Lizzy og Benjamin Hav & Familien.
Festivalen finder sted fra 21. til 22. august på Esbjerg Havn og i Byparken.





