For to år siden blev en 21-årig østriger anholdt for et planlagt terrorangreb ved en af popstjernens kæmpeshows i Wien. Nu er der faldet dom.
Kort før Taylor Swift tilbage i 2024 skulle indtage scenen foran titusindvis af fans i Wien, blev hendes koncert aflyst af frygt for et planlagt terrorangreb.
Nu er den mistænkte i sagen blevet dømt. Det skriver Associated Press, der var til stede, da der blev fældet dom ved retten i Wiener Neustadt i Østrig.
Læs også: Mand erkender terrorplan mod Taylor Swift-koncert
Den 21-årige østriger, som i de østrigske medier bliver omtalt som Beran A., er blevet idømt 15 års fængsel for blandt andet at have planlagt et angreb i forbindelse med Taylor Swifts koncerter i Wien i august 2024.
"Jeg vil bare gerne sige, at jeg er ked af det," sagde han kort inden dommen faldt.
Anklagerne fortæller, at den østrigske mand havde planlagt at stå foran Ernst Happel Stadion, for at angribe koncertgæsterne med kniv.
Derudover havde han også lavet en række hjemmelavede sprængstoffer, som han planlagde at detonere ved koncerten.
De østrigske myndigheder nåede dog at stoppe angrebet, før det blev ført ud i livet. Det førte dog til aflysningen af koncerten samt to andre planlagte shows i landet.
"Det var ødelæggende at få vores shows i Wien aflyst," skrev Taylor Swift på Instagram to uger efter hændelsen, ifølge Billboard.
Hun forklarede samtidig, at situationen havde efterladt hende bange for, hvad der kunne have været sket, og med en meget dårlig samvittighed over for de mange fans, som havde købt billetter til koncerterne.
Læs også: Taylor Swift blev årets største overraskelse til American Music Awards
Forbindelser til Islamisk Stat
Under efterforskningen ransagede politiet den dømtes lejlighed den 7. august 2024, dagen før den første koncert skulle have fundet sted.
Her fandt efterforskerne materialer til fremstilling af bomber, skriver Associated Press.
Anklagemyndigheden har samtidig beskrevet, hvordan den dømte angiveligt havde kontakt til medlemmer af terrorgruppen Islamisk Stat, som han skulle have diskuteret både våbenkøb og bombefremstilling med.
Sagen omfattede også en anden 21-årig mand, Arda K., som blev idømt 12 års fængsel for terrorrelaterede forhold.
En tredje mistænkt person er fortsat frihedsberøvet i Saudi-Arabien i en separat sag.





