Det ikoniske rockband har haft navne som Paul McCartney og Robert Smith fra The Cure med i studiet.
Rygtemøllen har løbet stærkt den seneste tid, efter at The Rolling Stones begyndte at hinte om et kommende album.
Nu har vi fået et svar på de mange ledetråde. Den 10. juli lander Foreign Tongues, og på albummet har bandet fået selskab af flere store musikere.
Læs også: Amerikanske hard rock-veteraner annoncerer stor jubilæumskoncert i Danmark
Bandet deler samtidig deres nye single "In The Stars" sammen med albummets åbningsnummer "Rough and Twisted". I alt består Foreign Tongues af 14 sange, der blev indspillet på under en måned i Metropolis Studios i London.
Mick Jagger fortæller i en pressemeddelelse om, hvordan det var at være tilbage i studiet igen.
”Jeg kan godt lide rummet der (Metropolis Studios i London, red.), fordi det ikke er for stort, så man virkelig kan mærke passionen i rummet fra alle.”
Albummet bliver bandets første siden Hackney Diamonds, der udkom tilbage i 2023, og som dengang sikrede bandet endnu en Grammypris. Albummet fik derudover fire stjerner af vores anmelder, som beskrev det som et “solidt comebackalbum”.
Store navne i studiet
På Foreign Tongues får The Rolling Stones selskab af flere markante musikere, blandt andre Paul McCartney, Robert Smith fra The Cure, Steve Winwood og Chad Smith, der spiller trommer i Red Hot Chili Peppers.
Bandet fortæller derudover, at de har brugt en række optagelser fra deres tidligere trommeslager Charlie Watts fra før han gik bort tilbage i 2021. Albummet er desuden produceret i samarbejde med Andrew Watt, som også stod bag Hackney Diamonds.
Læs også: Foo Fighters ændrede albumtitel for at undgå konflikt
Keith Richards fortæller i samme pressemeddelelse, at det nye album har en klar sammenhæng med det forrige, og at han ligesom Mick Jagger var glad for at være tilbage i studiet igen.
“For mig handler det hele om glæden ved det. Jeg er velsignet over at kunne gøre dette, og må det vare længe.”
Albummets coverbillede er lavet af den amerikanske kunstner Nathaniel Mary Quinn, som beskriver samarbejdet som "en kunstnerisk ære".
Hør de to nye sange herunder.





