Nyhed

Ny Bon Jovi spillefilm på vej til det store lærred

Efter Bruce Springsteen er turen nu kommet til at Bon Jovi får deres egen spillefilm, som kommer til at følge bandets begyndelse og gennembrud.

Først var det Bob Dylan, så blev det Bruce Springsteen og nu er turen kommet til at rockbandet Bon Jovi får sin egen spillefilm. Det skriver Deadline.

Læs også: U2 får ærespris for at have styrket Europas fællesskab

Bon Jovi blev dannet i New Jersey i 1983 og har siden opnået massiv international succes. Den kommende film vil fokusere på bandets tidlige år – fra begyndelsen i New Jersey til det store gennembrud.


Bandet består i dag af forsanger Jon Bon Jovi, keyboardspiller David Bryan og trommeslager Tico Torres. Guitaristen Richie Sambora og bassisten Alec John Such har også været en del af gruppen, men har begge forladt bandet - Sambora i 2013 og Such i 1994. 

Der er få detaljer om projektet, hverken instruktøren eller skuespillerne er offentliggjort. Vi ved dog at filmen bliver produceret af Universal Pictures, som tidligere har stået bag musikfilm som Straight Outta Compton og 8 Mile.

Manuskriptet er skrevet af Cody Brotter, som har skrevet den kommende thriller Killing Satoshi, mens Kevin J. Walsh og Gotham Chopra er tilknyttet som producere. Walsh har blandt andet produceret film som House of Gucci og Manchester by the Sea, og Chopras selskab Religion of Sports står bag dokumentarserien Thank You, Goodnight: The Bon Jovi Story


Der er endnu ikke meldt en premieredato ud.

ANNONCE