Den Grammy-nominerede amerikanske sanger spiller koncert i hver sin ende af landet til december.
Den amerikanske sanger og sangskriver Ledisi lægger vejen forbi Danmark til december, hvor hun spiller to koncerter.
Læs også: The Minds of 99 er tilbage med første sang i tre år
Turnéen bringer hende til Vejle Musikteater den 3. december og Bremen Teater i København dagen efter, den 4. december.
Ledisi udgav sidste år to album, The Crown og For Dinah. Sidstnævnte er en hyldest til den legendariske sanger Dinah Washington og kombinerer Ledisis soulede udtryk med Washingtons klassiske repertoire.
På albummet medvirker blandt andre Gregory Porter på nummeret “You’ve Got What It Takes”.
Om projektet har Ledisi udtalt:
"Hun gav mig tilladelse til at bevæge og skabe mig frit, være en kvinde i lederskab, bære og sige, hvad jeg vil. Før der var Aretha, var der Dinah."
Den New Orleans-fødte artist har modtaget 14 Grammy-nomineringer og vundet én pris for bedste traditionelle r&b-optræden. Hun er desuden kendt for sin rolle som Mahalia Jackson i filmen Selma fra 2015.




