Nyhed

Suspekt tager afstand fra Støjberg-video: De misbruger vores musik

Efter skarp kritik fra rapgruppen har Danmarksdemokraterne fjernet en kampagnevideo inspireret af sangen “Bollede hende i går”.

I kærlighed og valgkamp gælder alle kneb – eller gør de? I hvert fald ikke når man spørger Suspekt, der nu har bedt Danmarksdemokraterne om at fjerne en video, der tydeligt refererer til en af deres sange.

Læs også: Er armslængdeprincippet i fare? Det mener et flertal af de danske kulturledere

I weekenden delte Danmarksdemokraterne en video på deres sociale medier, hvor flere personer var iført t-shirts med ordene “Stemte på hende i går”, med en pil, der peger mod partileder Inger Støjberg. Det skriver Ekstra Bladet.


Teksten er en reference til Suspekt-sangen “Bollede hende i går”, men det falder ikke i god jord hos rapgruppen, der den 9. marts i en Instagram-story kritiserede brugen af deres brand.

“Ligesom andre fremtrædende danske artister har vi oplevet at blive misbrugt af politiske partier og kandidater i deres markedsføring. Vi tager på det kraftigste afstand fra, at politikere tager kunstnere til gidsler, så det fremstår som om, vi har samme politiske overbevisning," skriver gruppen.

Læs også: Skal man være på hold med Live Nation for at komme på plakaten?


Ifølge partisekretær Steen Thomsen var kampagnen tænkt som en humoristisk måde at minde folk om muligheden for at brevstemme.

"Med teksten 'Stemte på hende i går' har vi sat gang i en kampagne, der minder om muligheden for at brevstemme til folketingsvalget. Vi tænkte, at det ville være sjovt med en reference til Suspekt, der når ud til en stor målgruppe – ikke mindst blandt unge mennesker," siger han til Ekstra Bladet og medgiver samtidig at partiet ikke på forhånd havde kontaktet Suspekt om lov, før de lavede videoen.

Danmarksdemokraterne har efterfølgende valgt at tage videoen ned igen.


ANNONCE