Nyhed

Bork Festival annoncerer Hugorm til næste års program

Foruden den danske trio, anført af Simon Kvamm, finder man også navne som Tobias Rahim, Kliken og Jonah Blacksmith på festivalplakaten.

Da Hugorm spillede på Grøn Koncert i sommer, blev det til fem stjerner fra vores anmelder, der skrev, at hun ikke kunne vente med at høre bandet igen.

Nu kommer der endnu en chance. Bandet, anført af Simon Kvamm, er netop blevet annonceret til den vestjyske festival Bork Festival. Det skriver festivalen i en pressemeddelelse.

Læs også: Der findes ingen modgift mod Hugorm


"På scenen er Hugorm uforudsigelige og helt tæt på deres publikum. Grænsen mellem band og publikum bliver hurtigt udvisket, når tusindvis af mennesker inviteres ind i et univers, der på én gang kan være højtideligt og absurd, inderligt og eksplosivt. Vi tør derfor godt at love, at det bliver meget mere end en almindelig koncert," skriver Bork Festival om koncerten i en pressemeddelelse.

Bag Hugorm står Simon Kvamm, Arni Bergmann og Morten Gorm.

I september udgav gruppen sit seneste album Hugget i Sten, der fik fire stjerner af vores anmelder.


"Det hele er ikke lige perfekt, og netop derfor føles Hugget i sten måske som et af de mest autentiske billeder af Hugorm hidtil. De skæve kanter, de pludselige indfald og de øjeblikke, hvor facaden får lov til at slå revner, gør trioen mere menneskelig, uden at gøre den mindre interessant," skrev vores anmelder dengang om albummet.

Læs også: Ghita Nørby er et af de vildeste trumfkort, Hugorm kunne smide

Ud over Hugorm har festivalen tidligere annonceret navne som Tobias Rahim, Jonah Blacksmith og Kliken.


Festivalen finder sted fra den 4. august til den 7. august 2027.

Se det foreløbige program her.

ANNONCE