Nyhed

Fire nye navne indtager Bork Festival til sommer

Både Mumle og Lamin er blandt de artister, der nu kan gøre sig klar til næste års festival.

Vestjyske Bork Festival er godt i gang med at bygge næste sommers program op. Nu er der kommet fire nye navne på plakaten.

Det drejer sig om Lamin, Rasmus Walter, Mumle og Olivver.

Læs også: Copenhell annoncerer Marilyn Manson og 20 andre nye navne


Når Lamin spiller fredag den 6. august, er det langt fra første gang, at han står på en af landets store scener. De sidste par år har han nemlig både spillet for udsolgte sale i Royal Arena og Forum og i 2024 åbnet Orange Scene på Roskilde Festival.

Rapperen er blandt andet kendt for sange som “Hva’ Du På”, med Gilli “Gode Dage, Gode Drinks” og Annika-samarbejdet “Stolt”. I juni udgav han desuden albummet Wavy, der fik tre stjerner af vores anmelder, der skrev, at "Hans ordleg er stadig i topform. Resten af 'Wavy' nøjes med at bekræfte, hvad vi allerede ved."

En anden scenevant musiker er popsangeren Mumle, der blandt andet har en udsolgt Danmarksturné og over 20 festivalkoncerter bag sig. I 2023 slog hun igennem med hittet “Det Modsatte”, som hun siden da har fulgt op med blandt andet “Et For Dig” og “Vagabond”.


Derudover finder man blandt de nye annonceringer Rasmus Walter, der har været en del af det danske musikliv i mere end 20 år. Han står blandt andet bag sange som “Endeløst”, “Verden i stå” og “Dybt vand”, og i 2027 har han sagt, at der igen er ny musik på vej.

Til sidst finder man Olivver, som man kender fra Augusta Schackinger-samarbejdet “Ødelagt Byen”, der sidste år gik direkte ind på førstepladsen på den danske hitliste. Siden da har han udgivet albummet Forladmigej.

Med de nye navne tæller plakaten indtil videre Tobias Rahim, Lamin, Rasmus Walter, Hugorm, Mumle, Olivver, Jonah Blacksmith, Alberte Winding, Dodo And The Dodos, Kliken, Madsen samt Loui Henderson & Jonathan.


Bork Festival løber af stablen fra den 4. til den 7. august 2027 i Hemmet.

ANNONCE