Nyhed

Kim Larsens guitarist udgiver sit første album

I 23 år stod Karsten Skovgaard ved den folkekære musikers side på landets mange scener. Nu er sangene, han skrev i turnébussen, mens Kim Larsen lå og sov, blevet til et album.

I 23 år var Karsten Skovgaard guitarist og kapelmester i Kim Larsen og Kjukken.

Nu udgiver han for første gang et album i eget navn, der får titlen Imens Kim lå og sov, hvoraf mange af sangene er kommet til verden mens den folkekære musiker lå og sov i turbussen på vej mod den næste koncert.

Albummet udkommer den 20. november.


Læs også: For 40 år siden definerede Kim Larsens hovedværk lyden af en hel generation

“Jeg har spillet Kims sange det meste af mit liv. De her er mine egne, og de fleste blev til, mens han sov. Jeg tror, han ville have grinet ad titlen,” fortæller Karsten Skovgaard i en pressemeddelelse.

Han sov dog ikke fra det hele. En dag sad Karsten Skovgaard i bussen og fortalte Kim Larsen om sin opvækst på en lille gård på Sydfyn, mens han spillede på en sang.


Kim Larsen ville vide, hvad det var han spillede, men det vidste Karsten Skovgaard ikke helt selv.

“Men det skulle du gøre noget ud af, for det lyder sgu skidegodt,” skulle Kim Larsen efterfølgende have sagt.

Det blev til nummeret “Høst”, der er skrevet til minde om det hårde arbejde på gården. Men pladen byder også på en kærlighedssang om tarteletter, en sang fra coronanedlukningen og en hyldest til efteråret.


Desuden har to velkendte sange fra Kim Larsens store bagkatalog også fundet vej til albummet. Det gælder sangene "Pianomand", som Karsten Skovgaard selv synger, og “Langebro”, som udkommer som en instrumental version.

Læs også: Vores eneste interview med Kim Larsen nogensinde

Det mangeårige samarbejde begyndte i 1994, da Kim Larsen sad blandt publikum til en koncert på Café Viggo i Odense, hvor Karsten Skovgaard spillede koncert. Dagen efter blev Karsten Skovgaard inviteret op for at spille med Kim Larsen i hans køkken.


Året efter dannede han Kim Larsen & Kjukken, som Karsten Skovgaard spillede med i frem til Kim Larsens død i 2018.

På pladen får han selskab af guitaristen Kevin Monie og bassisten Jesper Findshøj. I 2027 tager trioen på turné med musikken.

ANNONCE