En jubilæumsudgivelse af rapperens ikoniske album byder på nye sange, som han aldrig nåede at udgive, mens han levede.
Otte år efter sin død har Mac Miller udgivet tre nye sange. Udgivelserne kommer i forbindelse med 10-års jubilæet for rapperens album The Divine Feminine fra 2016.
"Butterflies" blev udgivet allerede i september, mens "Grand" og "Channel 13" nu også er udkommet.
Læs også: Seks stjerner: Mac Miller når nye højder med gamle sange
The Divine Feminine udkom i september 2016 og debuterede som nummer to på den amerikanske Billboard 200.
På albummet medvirker blandt andre Ariana Grande, Kendrick Lamar, Anderson .Paak, Ty Dolla $ign og CeeLo Green.
Jubilæumsudgivelsen lander samtidig med, at "Cinderella" fra albummet har fået et nyt liv. En TikTok-trend sendte tidligere i år den otte minutter lange sang med Ty Dolla $ign ind på Billboard Hot 100, hvor den nåede nummer 25. Det skriver Billboard.
Albummet blev kaldt "cheesy" af GAFFAs anmelder, der gav tre stjerner og skrev, at "The Divine Feminine er Mac Millers mest gennemførte udgivelse til dato, men jeg ved ikke om det er hans bedste."
Mac Miller døde 26 år gammel i september 2018 efter en overdosis af fentanyl, kokain og alkohol. Senere kom det frem, at han havde købt fentanylholdige piller, som han troede var oxycodon.
Tre mænd blev sigtet for at have solgt de narkotika, der førte til rapperens død. I 2022 blev Ryan Michael Reavis idømt ti år og 11 måneders fængsel i sagen.





