Nyhed

Mand idømt over ti års fængsel i forbindelse med Mac Millers død

GAFFA.dk - alt om musik

Ryan Michael Reavis har før tilstået at have solgt fentanyl til Mac Miller, der blev erklæret død i 2018 som følge af en overdosis af fentanyl, alkohol og kokain. Miller blev kun 26 år gammel.

Ryan Michael Reavis er blevet idømt en fængselsstraf på ti år og 11 måneder i forbindelse med distribution af fentanyl, som medvirkede til rapstjernen Mac Millers død. Det fremgår af retsdokumenter samt en artikel fra Rolling Stone.

Før distriktdommer Otis D. Wright II skulle afsige dommen, læste han et udsagn op fra Millers mor, Karen Meyers, som lød:

"Mit liv blev mørkt i det øjeblik, Malcolm forlod denne verden. Malcolm var min person, mere end han var min søn. Vi havde et bånd og en tilknytning, der var så dyb og speciel og uerstattelig. Vi talte næsten hver dag om alt – hans liv, planer, musik og drømme," fortæller moderen i udsagnet.

Ryan Michael Reavis udtalte sig desuden i retten om hændelsen.

"Dette er ikke en normal narkosag. En person er død, og en familie får aldrig nogensinde deres søn tilbage. Min familie ville være ødelagt, hvis det var mig. De ville aldrig være de samme eller i sandhed komme sig over det. Det tænker jeg på hele tiden. Og jeg ved, at hvad end der sker her i dag, så er det mig, der er den heldige, fordi min familie er her, jeg er her, og jeg kommer til at være hos dem igen. Jeg har det forfærdeligt. Det her er ikke, hvem jeg er. Mit perspektiv er ændret. Mit hjerte er ændret," udtaler Reavis.

Mac Miller nåede i sin levetid at udgive fem album, der alle gik top 5 på den amerikanske hitliste og også hittede i store dele af den øvrige verden. Posthumt er der udkommet endnu et album med rapstjernen.

LÆS OGSÅ: Den sidste omgang

ANNONCE