Nyhed

A Colossal Weekend annoncerer fire nye navne

Britiske Arab Strap og italienske Messa er blandt de bands, der nu kan gøre sig klar til næste års festival.

A Colossal Weekend er godt i gang med at udfylde plakaten til næste års festival.

Nu har den københavnske festival for eksperimenterende og tung musik løftet sløret for fire nye navne.

Læs også: A Colossal Weekend annoncerer de første navne


"Når vi booker A Colossal Weekend, leder vi sjældent efter kunstnere, der passer perfekt ind i en bestemt genre. Tværtimod. Vi er tiltrukket af bands, der bliver ved med at udfordre deres egne rammer og publikums forventninger," fortæller Jeppe Nygaard Christensen, der er festivalchef og booker for Vega, i en pressemeddelelse.

Blandt de nye navne finder man Arab Strap, der består af Aidan Moffat og Malcolm Middleton. Gennem 30 år har de spillet på den britiske alternative musikscene med deres blanding af spoken word, indierock og electronica. Senest har duoen udgivet albummet Half-Told Tales fra 2026.

Fra Italien kommer Messa, der blander doom metal med blandt andet jazz, blues og progressiv rock, hvilket de selv beskriver som Scarlet Doom. Senest har de udgivet albummet The Spin tilbage i 2025.


Det tredje band, der nu kan gøre sig klar til at spille på festivalen, er amerikanske Inter Arma, der trækker på genrer som doom og black metal samt sludge, grindcore og southern rock.

Det sidste band i denne omgang bliver det syv personer store amerikanske musikkollektiv Doom Gong fra Kentucky, der spiller, hvad de selv kalder Denim Psych, som de beskriver som en blanding af psykedelisk rock og jazzfusion med plads til både improvisation og tungere passager.

Læs også: A Colossal Weekend fylder 10 år: "Vi præsenterer musik, som de fleste ikke kender"


De fire navne slutter sig til et program, der allerede består af A Place To Bury Strangers, Warning, Sadness og Antropoceno.

I alt kommer der omkring 30 navne til næste års festival.

A Colossal Weekend finder sted i Vega og Basement i København fra 13. til 15. maj 2027.


ANNONCE