Nyhed

Britisk popstjerne aflyser dansk koncert efter dårligt billetsalg – dropper hele turnéen

Hitmageren står bag musik for nogle af verdens største popstjerner, men nu trækker han stikket på sin egen turné.

Han har lavet musik med navne som Beyoncé, Dua Lipa og Madonna. Men nu må den britiske sanger og producer MNEK aflyse hele sin kommende turné.

Det betyder, at han heller ikke kommer til Danmark, hvor han skulle have spillet i Pumpehuset den 2. december 2026.

I et opslag på Instagram forklarer musikeren, at billetsalget har været for lavt, og at koncertproduktionen ikke lever op til hans egne forventninger.


Læs også: Rasmus Søndergaard indtager andenpladsen i hele verden med sin livestream

"Billetterne sælger ikke nok, og showet er simpelthen ikke klar til den standard, jeg ønsker," skriver han.

MNEK peger også på problemer med budgettet og understreger, at han ikke vil gennemføre turnéen, hvis han ikke kan give publikum den oplevelse, de fortjener.


Turnéen skulle have taget udgangspunkt i hans seneste album, Bulldozer!!, der udkom den 18. september. MNEK oplyser, at alle billetkøbere får deres penge tilbage.

Den britiske musiker fik sit internationale gennembrud i 2015 med Zara Larsson-hittet "Never Forget You".

MNEK er langt fra den eneste musiker, der har måttet aflyse koncerter på grund af svigtende billetsalg. Også The Pussycat Dolls har tidligere i år droppet planlagte koncerter af samme årsag. Aflysningerne har sat fokus på de stigende omkostninger ved at afvikle koncerter og turnéer og på de økonomiske vilkår, musikere arbejder under.


Hør MNEKs seneste album herunder.

ANNONCE