Nyhed

Rasmus Søndergaard indtager andenpladsen i hele verden med sin livestream

Den danske Twitch-streamer har overhalet endnu en konkurrent under årets Sønderthon 2.0.

Rasmus Søndergaard fortsætter med at rykke op på verdensranglisten. Den danske Twitch-streamer har nu indtaget andenpladsen i verden målt på aktive abonnementer med over 90.000.

Det sker under årets Sønderthon 2.0, hvor Søndergaard sender live fra Gavnø Slot på Sjælland i 14 dage.

For få dage siden rundede han 78.000 abonnementer og indtog tredjepladsen på verdensranglisten. Dengang kæmpede han med streameren Caedrel om placeringen, men nu har danskeren altså taget endnu et skridt op ad listen.


Læs også: Rasmus Søndergaard afslører: Gilli kommer på Sønderthon

Søndergaard slog tidligere under årets Sønderthon sin egen danske Twitch-rekord. Den lød på 56.082 betalende abonnementer, som han opnåede under sidste års streamingevent.

Under årets udsendelse har han blandt andet haft besøg af Christopher, Anne Linnet og Xander. Sammen med Anton Westerlin og sin butler Hr. Stig besøgte han også P3 Guld, mens The Minds of 99 gav seerne premiere på en kommende single.


Under udsendelsen afslørede Annika og Westerlin desuden, at de er kærester. Søndag gæster rapperen Gilli Sønderthon. Han er ellers kendt for at holde sig anonym og for ikke at ville interviewes.

Førstepladsen på verdensranglisten tilhører fortsat Ironmouse, der i skrivende stund har over 155.000 aktive abonnementer.

Listen viser antallet af aktive abonnementer på hver kanal. Søndergaard streamer i 14 dage under Sønderthon, mens antallet af aktive abonnementer på andre kanaler løbende ændrer sig.


ANNONCE