Nyhed

Christopher overraskede Rasmus Søndergaard med en “legendarisk” gave

I weekenden startede “Sønderthon 2.0”, hvor streameren skal sende live i 15 døgn. Se videoen fra, da popmusikeren overraskede ham med en personlig gave.

I lørdags startede “Sønderthon 2.0”, hvor Youtuberen og streameren Rasmus Søndergaard er sat til at sende live i 15 døgn, fra Gavnø Slot på Sjælland.

Årets første gæst var popmusikeren Christopher. Og han havde taget en helt særlig gave med til streameren. 

Læs også: Rasmus Søndergaard samler stjernemusikere til ny maratonstream


“Nordeuropas største portrætsamling har fået et nyt portræt. Vi skal have det tættere på, så de kan se hvor legendarisk det her er” sagde Christopher, da han overrakte Rasmus Søndergaard et stort portræt, hvor han holdt streameren som en baby.

Under livestreamen snakker Rasmus Søndergaard med Christopher og seerne, som sender kommentarer og spørgsmål ind. Han har også besøg af popmusikeren Annika i weekenden. 

Ifølge Søndergaards manager Simon Ottesen, så 857.000 seere med til sidste års “Sønderthon”, der ligesom i år foregik i efterårsferien og er populært blandt unge seere, skriver DMJX. Da livestreamen gik i gang den 11. oktober så op mod 80.000 seere med, hvilket gjorde ham til den mest sete streamer på verdens plan.


Christopher var også den første gæst, der besøgte Rasmus Søndergaard i den første udgave af “Sønderthon” sidste år, og blev fulgt af blandt andre rapperen Wicky. 

“Jeg siger ikke, at symbolikken bag det her er, at jeg har båret det her program i mange år,” fortsatte popmusikeren, da han overrakte maleriet. 

Læs også: Rasmus Søndergaard anmeldt for indhold “uegnet for børn”


Christopher har også været med på Søndergaards kanal i videoen “24 timer med Christopher”, hvor streameren følger popstjernen før, under og efter en koncert, hvor de blandt andet er ude at shoppe og med i tourbussen. 

Simon Kvamm, Kesi og Anton Westerlin er blandt de andre annoncerede gæster, som fans kan forvente at møde. 

Christopher har for nylig solgt over 60.000 billetter til sin koncert i Øresundsparken på Amager. Koncerten er sat til at blive den største danske headlinerkoncert nogensinde.


Denne sommer spillede han i Valbyparken for 30.000 mennesker, hvor GAFFAs anmelder kvitterede med fem stjerner og stod tilbage med "en følelse af at have set noget vigtigt og næsten majestætisk" 

@snderthonclips 😭😭😭😭 #sønderthon2 #søndergaard #sønderklips ♬ original lyd - sønderthonclips

ANNONCE