Nyhed

Andreas Odbjerg annoncerer ekstrakoncert i København

Til foråret tager den danske hitmager på en stor indendørsturné, som nu har fået et ekstra stop, efter at musikeren meldte udsolgt til sit københavnske show.

Andreas Odbjergs københavnske koncert på Store Vega fredag den 2. april 2027 er blevet udsolgt.

Derfor har hitmageren nu annonceret endnu et show dagen efter, den 3. april.

Læs også: The Minds of 99 har startet deres eget pladeselskab


"København, mit andet hjem. I har gjort det igen. I har købt rub og stub. Jeg har smilet så meget indeni, at mine organer næsten gik af led. Jeg må gøre noget, I får sgu en til. Fordi jeg elsker jer, og fordi I elsker mig. Hold jer endelig ikke tilbage," fortæller Andreas Odbjerg i en video på Instragram den 26. oktober.

Ekstrakoncerten kommer i forlængelse af sangerens kommende forårsturné, Tour de La Récré, der starter den 4. marts i Greve, og som nu slutter med koncerten i Vega den 3. april. Se hele turnéprogrammet nederst i artiklen.

Turnéen kommer efter sidste års Royal Arena-koncert, hvor musikeren fik fem stjerner med på vejen af vores anmelder, der kaldte det for "en stjernespækket hyldestaften".


Nu gør musikeren klar til at tage på en mere intim koncertturné, fordi han, som han tidligere har forklaret, ønsker at komme tættere på sit publikum.

Derudover gør popmageren i øjeblikket klar til at udgive sit tredje album. Hvornår det lander, og hvad det kommer til at hedde, holder han dog tæt med indtil videre.

Man kan dog allerede høre singlerne "Jeg tror, jeg elsker dig for evigt" og "Den forbandede kærlighed", hvor han samarbejder med Medina.


ANNONCE