Kort efter annonceringen af sin kommende forårsturné løfter musikeren sløret for, hvornår hans tredje album lander.
Andreas Odbjerg har i noget tid teaset, at han har sit tredje album på trapperne.
Nu løfter han sløret for, hvornår albummet udkommer, skriver han i en story på Instagram:
“Jeg udgiver et nyt album i januar agtig og det er self sange fra den vi skal ud og vise for jer + de gode gamle svingere”
En konkret udgivelsesdato har sangeren dog endnu ikke offentliggjort.
Nyheden kommer, efter at Andreas Odbjerg i mandags annoncerede turnéen Tour de La Récré i anledning af sit tredje album.
Læs også: Roskilde Festival annoncerer de første 18 navne til 2027
Koncerterne finder sted på mindre spillesteder, hvilket Andreas Odbjerg ser frem til. Han skriver:
“Det er nogle år siden vi har spillet den slags lidt mindre steder rundt i landet. Jeg glæder mig helt overdrevet”
Tour de La Récré er fransk for frikvarter og peger på den følelse, Andreas Odbjerg gerne vil skabe med turnéen: "et frirum med plads til leg, nærvær og det uforudsigelige", forklarer han.
Turnéen består af ni koncerter og begynder den 4. marts i Portalen i Greve. Den afsluttes den 2. april i Store Vega i København.




