Nyhed

Flere lande boykotter Eurovision 2027

Israels deltagelse møder igen massiv modstand, og flere lande vælger derfor at trække sig fra konkurrencen i protest.

Canada får debut i Eurovision Song Contest i 2027, mens flere europæiske lande igen vælger at stå uden for konkurrencen i protest mod Israels deltagelse.

I alt 36 lande ventes at deltage i Eurovision Song Contest 2027, oplyser Den Europæiske Radio- og Tv-union (EBU).

Israel er igen blandt deltagerlandene, selvom landets deltagelse har mødt kritik og fået flere lande til at overveje eller beslutte en boykot.


Læs også: Tjekkiet trækker sig fra Eurovision

Holland har for nylig ændret sin tidligere beslutning om at deltage og trækker sig nu fra konkurrencen. Dermed boykotter landet Eurovision for andet år i træk. Også Island og Irland står uden for næste års konkurrence. Tjekkiet har ligeledes meldt fra, men her skyldes beslutningen besparelser og ikke en boykot.

Spanien og Slovenien har endnu ikke truffet en endelig beslutning. EBU har givet de to lande frist til december.


Tidligere på året indførte EBU desuden nye regler, der betyder, at et land ikke længere automatisk får værtskabet, hvis det vinder konkurrencen.

Unionen kan fremover fratage et vinderland værtskabet, hvis eksempelvis en væbnet konflikt eller en følsom geopolitisk situation påvirker sikkerheden. En uafhængig sikkerhedsvurdering skal danne grundlag for beslutningen.

Regelændringen kom i kølvandet på årets konkurrence, hvor flere lande boykottede Eurovision i protest mod Israels deltagelse.


Næste års Eurovision finder sted i Burgas i Bulgarien, efter at den bulgarske popsanger Dara vandt Eurovision Song Contest 2026 med sangen "Bangaranga".

Semifinalerne finder sted den 11. og 13. maj, mens finalen løber af stablen den 15. maj 2027.


ANNONCE