Nyhed

GrimFest annoncerer de første navne til festival i Musikhuset

Den aarhusianske endagsfestival vender tilbage. Nu afslører arrangørerne tre navne til 2027.

GrimFest rykker igen ind i Musikhuset Aarhus.

Fredag 12. februar 2027 løber endagsfestivalen af stablen, og nu har arrangørerne offentliggjort de første tre navne.

De første navne spænder fra Mona Moronis melankolske pop til Powersolos energiske rock og Mike Hecchi & the Unholy Trinitys blanding af latinrock, surf og blues.


Læs også: Christopher overtager hitlisten med tre sange i top fem

Mona Moroni har gjort sig bemærket med debutalbummet Vågen igen, mens Powersolo med Kim Kix i front har spillet deres blanding af garage, punk og rockabilly i tre årtier. Mike Hecchi & the Unholy Trinity blander blandt andet latinrock, gypsyjazz og 60'er-surf.

Da GAFFA senest oplevede Mona Moroni live, skrev anmelderen, at "den solide drømmepop og det soniske udtryk rummede både et element af umiddelbarhed og eftertænksomhed. En intimitet. Et nærvær. En ægthed."


"Der er noget helt særligt ved at se Musikhuset forvandle sig, når GrimFest flytter ind. Pludselig bliver huset brugt på nye og overraskende måder," siger Musikhusets kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj, i en pressemeddelelse.

Det bliver tredje gang, GrimFest flytter fra Grimhøjgaard i Brabrand til Musikhuset. Ved den seneste udgave kunne publikum blandt andet opleve en skatekonkurrence på scenen i Store Sal.

Arrangørerne offentliggør flere navne frem mod festivalen. Grim x Musikhuset finder sted fredag 12. februar 2027 i Musikhuset Aarhus.


Hør festivalaktuelle Mona Moronis album herunder.

ANNONCE