Nyhed

Guldimund og Saveus har vundet prisen for årets hit til P3 Guld

To af dansk musiks mest markante stemmer slog sig sammen på et uventet samarbejde. Nu har lytterne kåret "Vil du noget?" til årets sang.

"Tak til dig Martin, fordi du vil noget med mig. Det har været en kæmpe gave," sagde Asger Nordtorp Pedersen, bedre kendt som Guldimund, og takkede Saveus' Martin Hedegaard, der sendte et "skud ud til provinsen".

Duoens fælles single "Vil du noget?" har vundet Årets Lytterhit ved P3 Guld 2026, hvor lytterne har kåret sangen til årets største hit.

Samarbejdet mellem de to musikere kom som en overraskelse, men på singlen har de vist sig som "perfekte legekammerater", som Saveus selv beskrev det i en pressetekst.


Læs også: Annika blev årets største vinder til P3 Guld

Det er ikke første gang, Guldimund vinder en pris ved P3 Guld. Det kunne han heller ikke lade være med at bemærke, da han fik overrakt statuetten.

"Jeg ved godt, den er tung. Jeg har jo vundet den før," grinede han fra scenen. I 2023 vandt han nemlig P3 Lytterhit med sangen "Det' kun vigtigt, hvad det er".


Ved årets prisuddeling sluttede duoen aftenen af med en liveoptræden med vindersangen "Vil du noget?".

De øvrige nominerede til P3 Lytterhit var Kedde og Karoline Mousing med "If U Kno U Kno", Kesi og Annika med "Drukner", Kundo med "Shen Mao" og Mille med "Tusind tanker".

Annika vandt hovedprisen P3 Prisen, mens Zar Paulo løb med prisen som årets livenavn, og Friða Saiya blev kåret som P3's Næste.


Læs alt om P3 Guld her.

ANNONCE