Efter at være blevet fjernet fra Ed Sheerans store amerikanske The Loop Tour har den amerikanske rapper taget hul på sin egen støtteturné, hvor han i går fik selskab af en række store stjerner.
Debatten, der kom efter at den amerikanske rapper Macklemore blev fjernet fra Ed Sheerans store amerikanske The Loop Tour, for blandt andet at have råbt ”Free Palestine” fra scenen, er langt fra stilnet af.
Mandag aften skød rapperen nemlig sin egen støtteturné for det palæstinensiske folk i gang med en koncert i Dublin.
Læs også: Ed Sheeran burde have gjort mere for Macklemore, mener tidligere turnéband: "Det vil forfølge ham"
”For seks uger siden var det to ord. Det var alt, der skulle til. To ord, der udspringer af kærlighed og befrielse. Ikke rettet mod nogen, ikke splittende. Ikke en opfordring til had,” sagde Macklemore ifølge Variety med henvisning til ordene ”Befri Palæstina”.
”Og alligevel er de ord, de to ord, så truende for nogle mennesker. De vil hellere bringe de to ord til tavshed end at konfrontere det, de faktisk betød,” fortsatte han.
Under koncerten fik rapperen selskab af den irske musiker Hozier samt hiphoptrioen Kneecap, der begge optrådte som surprise-gæster.
Det var dog langt fra de eneste gæster på scenen. Rapperen fik nemlig også selskab af det irske folkeband Beoga, der i sidste måned sammen med Lukas Graham trak sig fra Ed Sheerans turné i protest mod beslutningen om at fjerne Macklemore fra programmet.
Undervejs fik koncertgæsterne også en videohilsen fra skuespilleren Mark Ruffalo, der blandt andet er kendt for at spille Hulk i Marvel-filmene.
”Bliv ved med at kæmpe for et frit Palæstina og for menneskeheden over hele verden,” sagde Ruffalo i sin videohilsen. ”Der bliver ingen fred, før der er lighed. Bliv ved med at kæmpe den gode kamp,” lød det senere fra skuespilleren.
Turnéen fortsætter torsdag i Paris, inden Macklemore fredag spiller sit sidste sidste show i London på Wembley Stadium.
Læs også: 50 britiske politikere vil forbyde Macklemore indrejse før stor koncert
Overskuddet fra turnéen går til organisationer, der støtter palæstinenserne, herunder Palestinian Youth Movement (PYM).
Organisationen er tidligere blevet beskyldt for at forherlige Hamas og for at have forbindelser til andre militante organisationer. Det har de dog selv afvist.
Det har alligevel fået 50 medlemmer af det britiske overhus til at opfordre den britiske indenrigsminister Shabana Mahmood til at inddrage Macklemores indrejsetilladelse, da de ikke mener, at rapperens tilstedeværelse i landet vil være ”til gavn for offentligheden”.
”En udenlandsk statsborger planlægger at komme til Storbritannien for at indsamle penge fra et britisk publikum til en organisation, hvis historik med at glorificere terrorisme og intimidere folkevalgte bør bekymre enhver regering,” lyder kritikken i et brev sendt til Shabana Mahmood.
Hverken den britiske indenrigsminister eller Macklemore har kommenteret på brevet endnu.





