To år efter 'Noahs Ark' er B.O.C.-rapperen tilbage med 15 nye numre – og en ny lydbid fra den samme psykoterapeut, som åbnede forgængeren.
Fans har længe kaldt på et nyt album fra B.O.C.-rapperen Noah Carter, men nu er ventetiden forbi.
Musikeren har netop udgivet en opfølger til sit populære album Noahs Ark fra 2024, der blandt andet indeholdt hits som “Sprite & Vodka”, og “winwin”.
Læs også: Faza havde lige så meget brug for den her koncert, som vi havde
Det femten numre lange album har features som Hans Philip, Mas, Freyy og When Saints Go Machine-forsangeren Nikolaj Manuel Vonsild.
Det nye album Noahs Ark II har en lille hilsen til originalen.
Intronummeret “Ro” fra det to år gamle album indeholdt en lydbid fra psykoterapeut Ole Vadum Dahl, der lød:
“Sjælen sådan som jeg forstår det, ikke teoretisk, men sådan som jeg mærker det i mig. Det er at det er vores individuelle oplevelse af at være.”
Noahs Ark II slutter i samme tema, hvor Ole Vadum Dahl afrunder pointen:
“Sjælen, det er vores individuelle oplevelse af at være. Hvor man kan sige ånden, i bredere forstand, er vores allesammens fælles bevidsthed. Altså det er, jeg plejer at sige det på den måde: Vi er alle dråber i det samme hav. Sjælen er vores individuelle dråbe,” lyder det på afslutningsnummeret “Lært mig”.
Noah Carter debuterede i 2016 med singlen “Do You” og senere “Come Alive”, der blev en del af det engelsksprogede album Couch Dreams fra 2017. Siden da har han dog rappet på dansk.





