Nyhed

Søren Huss spiller som hovednavn på dansk festival

Ud over koncerten kan man næste år høre sangeren fortælle om rejsen fra det anmelderroste album 'The Second You Sleep' og frem til hans seneste soloalbum.

Når den sydsjællandske kulturfestival Gisselfeld Kultursaloner næste år løber af stablen, bliver det med Søren Huss som hovednavn.

Festivalen har netop annonceret sangeren som det første navn på næste års program, hvor han vender tilbage til parkens scene ved Gisselfeld Kloster tæt på Haslev.

Læs også: Søren Huss: "Min tilgang til at være kreativ er ikke terapeutisk"


Med sig på scenen tager han et bagkatalog af sange som "Du er" fra sin solokarriere samt de store hits fra Saybia-tiden som "The Second You Sleep" og "The Day After Tomorrow".

Næste år er samtidig 25-årsjubilæet for Saybias anmelderroste album The Second You Sleep.

I den anledning kan man på festivalen, ud over koncerten, også høre Søren Huss fortælle om de mange sange og om rejsen fra frontmand i et band med internationale ambitioner til sangerens solokarriere den dag i dag.


I 2024 udgav Søren Huss albummet Vi fik mere, end vi kom for, der fik fem stjerner af vores anmelder, som skrev, at "Sangene er eminent komponeret med lige dele patos og indlevelse, som Søren Huss er så dygtigt til at dosere", og at "Som komponist er han ikke bange for at skrue op for de store arrangementer, men det sker altid med en musikalitet, så sangene ikke tager raketten ud i intetheden. De vender altid hjem".

Samme år fik han fem stjerner, da han optrådte på Vejle Musikteater, efter at have at have været væk fra scenekanten på grund af en hård depression.

Gisselfeld Kultursaloner har endnu ikke offentliggjort de øvrige navne til 2027-programmet.


ANNONCE