Nyhed

Tidligere frontmand kalder Sex Pistols for "løgnagtige hyæner"

Om en måned optræder det ikoniske punkband i Danmark for første gang i 30 år. At gruppen overhovedet tager på turné, får dog hård kritik fra deres tidligere forsanger John Lydon.

Til november kommer det ikoniske punkband Sex Pistols til Danmark for første gang i 30 år som en del af en større jubilæumsturné.

Med sig på scenen tager de forsanger Frank Carter kendt fra de engelske hardcorepunkbands Gallows og Frank Carter & The Rattlesnakes.

Det har bandets tidligere forsanger John Lydon, også kendt som Johnny Rotten, dog ikke meget positivt at sige om. For i et nyt interview tager skarpt afstand fra både turnéen og sine tidligere bandkammerater.


Læs også: Sex Pistols-forsanger smed fan ud fra koncert — nu undskylder fanens far

"De er bedrageriske, løgnagtige hyæner, og jeg vil aldrig have noget med dem at gøre igen," fortalte han i et interview med det britiske tv-program Good Morning Britain den 15. oktober.

Særligt kritisk var han dog over for, at det nu var Frank Carter, der stod i front for bandet.


"Frækheden i det. At tage ud uden mig og synge de sange, jeg skrev, med de tekster, jeg skrev, og den fremtoning, jeg skabte," sagde han.

Da en af værterne foreslog, at han selv kunne have deltaget i genforeningen, afviste han idéen.

"Kan vi ikke bare droppe karaokebandet? For det er, hvad de er for mig. De efterligner mig, og det er faktisk ret fornærmende," sagde han.


Den dag i dag er det guitarist Steve Jones, trommeslager Paul Cook og bassist Glen Matlock, der tager på turné med musikken sammen med Frank Carter.

Læs også: Sex Pistols tager to af Englands mest lovende punkbands med til dansk koncert

Samarbejdet begyndte oprindeligt med tre velgørenhedskoncerter i London tilbage i august 2024, hvorefter bandet tog på turné i Storbritannien. Siden har de spillet koncerter i både Europa, Nordamerika, Japan, Australien og New Zealand under navnet Sex Pistols Featuring Frank Carter.


Den 28. november kommer bandet til Danmark for første gang i 30 år i anledning af 50-året for Sex Pistols' gennembrudssang "Anarchy in the U.K.", der udkom den 26. november 1976.

John Lydon, der i dag er 70 år, spiller i dag med sit eget band, Public Image Ltd., som han dannede efter at have forladt Sex Pistols tilbage i 1978.

Han har dog ved flere tidligere lejligheder spillet med Sex Pistol siden det oprindelige brud, blandt andet i 1996, hvor de optrådte på Roskilde Festival, samt til flere koncerter mellem 2002 og 2003 og senere igen mellem 2007 og 2008.


 

ANNONCE