Den tyske industrialsanger har annonceret en verdensomspændende turné til næste år.
Sidst vi anmeldte Till Lindemann, blev det til hele seks stjerner.
Nu kommer forsangeren fra det tyske industrial metal-band Rammstein igen til Danmark, hvor han optræder som soloartist den 10. oktober 2027 i K.B. Hallen. Det kan man læse på musikerens hjemmeside.
Læs også: Rammstein-forsangers groteske univers har aldrig været mere tilgængeligt
Det bliver et gensyn med den tyske provokatør, der flere gange tidligere har fået topkarakterer af vores anmeldere. Både med Rammstein og som solist.
Da Rammstein sidst spillede på dansk jord i 2024, kvitterede vores anmelder med seks stjerner og kaldte koncerten en “magtdemonstration” og at “ingen andre når dem til sokkeholderne”.
Også som soloartist har Till Lindemann imponeret vores anmelder som da han spillede i Hamburg i Barclays Arena sidste år. Her blev det også til seks stjerner, fra vores anmelder, der kaldte den tyske sanger for “den sidste provokatør af sin slags” og koncerten for “en enestående oplevelse”.
Lindemann har gennem sin karriere været kendt for sin teatralske sceneoptræden og kontroversielle æstetik, både som frontfigur i Rammstein og i sit soloprojekt.
I september udgav han et livealbum fra en solokoncert i Kraków, der fik fem stjerner med på vejen af vores anmelder, der skrev at Till Lindemann åbnede sin “groteske verden på vid gab".
Den kommende koncert er en del af en omfattende verdensturné, der starter i Riga i Letland den 2. oktober 2027 og fortsætter gennem i alt 33 europæiske storbyer, herunder Oslo, Göteborg, Amsterdam, London, Paris og Milano, inden den europæiske del af turnéen bliver rundet af i Prag den 12. december.
Hvor resten af turnéen derefter går hen, er endnu ikke blevet annonceret.
Læs også: Rammstein-forsanger sejrer i retten
I 2023 blev Till Lindemann beskyldt af en række kvinder for at have begået seksuelle overgreb i forbindelse med bandets efterfester.
Anklagerne blev dengang afvist af Lindemanns juridiske team, og eftersom ingen af kvinderne indgav en officiel politianmeldelse, valgte de tyske myndigheder at lukke sagen på grund af manglende beviser.





