Nyhed

Aphaca vil ud over Danmarks grænser – annoncerer nye koncerter

Det danske band indtager Norge og Sverige med deres populære pop-up-koncerter.

Aphaca fortsætter deres fremmarch uden for Danmark og vender i september tilbage til både Sverige og Norge.

Det annoncerer det danske band på Instagram.

Den 11. september spiller de i Stockholm, mens turen dagen efter går til Oslo. Begge koncerter er gratis og er en del af det koncertformat, som efterhånden er blevet en fast del af Aphacas profil, hvor bandet indimellem holder intime pop op-koncerter, som alle har mulighed for at deltage i.


Læs også: Danmarks darlings Aphaca har brug for hinanden. Men hvor gør det ondt?

Det bliver anden gang i år, at bandet gæster Sverige og Norge. Aphaca tog første gang musikken med uden for Danmark i april, hvor de også spillede i de to nabolande.

Siden sidste besøg er der dog sket meget herhjemme. Blandt andet indtog de i sommers Orange Scene på Roskilde Festival.


"De fik besteget Orange Scene så ubesværet, som havde de klip-klap-sandaler på. Og så var de heller ikke mere low-key, end at de lige fik fyret noget fyrværkeri af som finale," skrev GAFFAs anmelder om koncerten, der modtog fem stjerner.

Næste store skridt på hjemmebane bliver Aphacas første stadionkoncert. Den 10. oktober indtager de Parken i København, hvor koncerten blev udsolgt efter blot fire dages billetsalg.

ANNONCE