Nyhed

Dansk spillested i stormvejr: Reddit-profil har lækket hemmelige dokumenter

En anonym bruger har blandt andet delt private mailsamtaler og kvitteringer, som angiveligt er fra det konkursramte Tobakken.

Det konkursramte Esbjerg-spillested Tobakken er igen i mediernes søgelys.

En anonym Reddit-profil har delt en større samling dokumenter, som angiveligt stammer fra Tobakken.

Materialet består blandt andet af interne mails og regnskaber. Der er også dokumenter om den tidligere direktør Jan Mols Poulsen og om ledelsen af spillestedet.


Læs også: Kvinde frifundet i opsigtsvækkende sag om jysk spillested

Et af dokumenterne handler om, hvorfor Jan Mols Poulsen blev opsagt fra Tobakken. Her bliver han blandt andet beskyldt for at have brugt spillestedets penge privat. Det fremgår blandt andet, at han skulle have købt 21 koncertbilletter til Bruce Springsteen på et tidspunkt, hvor Tobakken var truet af konkurs.

Beskyldningerne er ikke blevet bevist ved en domstol.


Reddit-profilen blev oprettet kort før dokumenterne blev lagt ud, skriver Jydske Vestkysten.

Afsenderen forklarede, at personen havde adgang til materialet gennem sit arbejde og ønskede at skabe større åbenhed om sagen.

"Derfor deler jeg de dokumenter, jeg har haft adgang til," skrev profilen ifølge JydskeVestkysten, inden den blev slettet.


Politiet har bekræftet til Jydske Vestkysten, at de har modtaget en anmeldelse om lækket. Det er endnu ikke bekræftet, om dokumenterne er ægte.

Det er også uvist, hvem der stod bag profilen.

Afsenderen skrev, at mindst 40 personer kan have haft adgang til dokumenterne, blandt andre tidligere og nuværende bestyrelsesmedlemmer, ansatte, advokater og kommunale medarbejdere.


Lækket kommer kort efter en opsigtsvækkende retssag, hvor flere tidligere Tobakken-medarbejdere kom med beskyldninger mod en kommunal konsulent. Sagen endte i august med, at personen blev frifundet for chikane. Læs mere her.

ANNONCE