Da en kvinde i december 2024 anklagede Jay-Z for at have voldtaget hende som 13-årig, vakte det opsigt. Nu har sagen taget en ny drejning.
Da en kvinde i december 2024 anklagede Jay-Z for at have voldtaget hende som 13-årig, vakte det opsigt. Nu har sagen taget en ny drejning.
Kvinden, der allerede sidste år frafaldt sin sag mod rapperen, erkender nu, at anklagen var falsk. Det skriver Rolling Stone.
"Shawn 'Jay-Z' Carter voldtog mig aldrig. Jeg har aldrig mødt eller talt med ham, og han har på intet tidspunkt opført sig upassende over for mig," skriver hun i en 11 sider lang erklæring til den føderale domstol på Manhattan.
"Intet af det, jeg har påstået om hr. Carter, er sandt. Jeg er klar over, at mine falske beskyldninger har påført ham store smerter, lidelser og skader, som aldrig helt kan gøres om," lyder det videre.
Ifølge kvinden er hun hverken blevet lovet eller har modtaget betaling for erklæringen.
Hun fastholder dog, at hun har været udsat for et seksuelt overgreb, men at hun tog fejl af, hvem der stod bag. Det siger hendes nye advokat, James Blair Newman Jr., der samtidig oplyser, at hun giver Jay-Z og hans familie en uforbeholden undskyldning.
Sagen begyndte i oktober 2024 som et søgsmål mod Sean "Diddy" Combs. Kvinden anklagede ham for voldtægt til en fest i forbindelse med MTV Video Music Awards i 2000 og nævnte samtidig en unavngiven "mandlig kendis". Ifølge den nye erklæring var hun kommet i kontakt med sine advokater gennem en Facebook-annonce, der efterlyste personer med anklager mod Combs.
Ifølge Jay-Z sendte kvindens advokat, Tony Buzbee, ham derefter et brev med krav om et forlig. Da han afviste at betale, blev han i december 2024 navngivet som den unavngivne kendis. Jay-Z kaldte det et forsøg på afpresning.
Begge mænd afviste anklagerne, og i februar 2025 frafaldt kvinden hele sagen, efter at hun havde erkendt uoverensstemmelser i sin forklaring.
Jay-Z sagsøgte derefter kvinden og hendes advokater for ondsindet retsforfølgelse. Det er i forbindelse med den sag, at erklæringen nu er indleveret. Samtidig har Jay-Z frafaldet sagen mod kvinden, men den fortsætter mod Buzbee og hans advokatfirma.
Buzbee siger til Rolling Stone, at han ikke har set erklæringen, og at kvinden gav flere advokater før ham "præcis den samme historie".





