Efter sidste års store genforeningsturné har Noel og Liam Gallagher nu løftet sløret for en lang række koncerter i 2027.
Siden det ikoniske britrockbands store comeback-turné sidste år har Oasis-fans været sultne efter at vide, hvornår gruppen igen ville give koncert.
Nu har Noel og Liam Gallagher offentliggjort planerne for deres store turné næste år, hvor de i alt kommer til at spille hele 38 koncerter i hele verden. Det annoncerer bandet i en video på Instagram.
Læs også: Oasis’ genforening er nok det tætteste, vi kommer på at se Jesus genopstå
Oasis kommer i alt til at spille 21 koncerter i seks forskellige europæiske lande fra juni til juli næste år. De fleste af dem bliver såkaldte residency-koncerter, hvor bandet spiller koncerterne samme sted flere dage i træk.
"Lad festlighederne begynde," skriver de i opslaget og tilføjer senere: "Efter en periode med selvransagelse har 'Den mest skadelige popkulturelle kraft i nyere britisk historie' erklæret sig selv klar til tjeneste og vil endnu en gang vende tilbage for at løfte folkets humør. Det bliver et syn for guder."
Oasis lægger dog ikke vejen forbi Danmark i denne omgang. Den nærmeste koncert bliver derfor Amsterdam, når gruppen spiller i Johan Cruijff Arena den 16. og 17. juli.
Med som opvarmning kommer Richard Ashcroft, kendt fra The Verve. Han har desuden lagt stemme til sangen "Bitter Sweet Symphony".
Da Gallagher-brødrene sidste år tog på turné sammen, var det første gang i 16 år, de to stod på en scene sammen. Det blev en gigantisk succes, og allerede før turnéen var over, begyndte fans at gætte på, hvad fremtiden bød for Noel og Liam Gallagher.
Siden sidste uge har der dog for alvor været tryk på fanteorierne, og de to brødre har heller ikke været tilbageholdende i deres hints.
Blandt andet annoncerede de tidligere på ugen datoen for, hvornår turnéplanen ville lande, med et gigantisk droneshow, der i luften skrev datoen 14. september 2026 og tidspunktet 16.00 på himlen.
Derudover har bandet tidligere delt en række opslag, som har fået fans til at spekulere i mulige koncertsteder.
Blandt de navne, der har været nævnt, er Etihad Stadium i Manchester, Celtic Park i Glasgow og Knebworth i Hertfordshire.
Læs også: Det er mor-Peggy, der er den ægte stjerne i storladen Oasis-dokumentar
Annonceringen kommer kort efter premieren på dokumentarfilmen Oasis: Don’t Look Back in Anger, der følger bandets genforening og som blandt andet indeholder optagelser fra turnéen i 2025. En dokumentar, som vores anmelder skrev nok var "det tætteste, vi kommer på at se Jesus genopstå".
Da vores anmelder hørte bandet spille under deres genforeningsturné i 2025 i den engelske by Cardiff, blev det til hele seks stjerner, som i samme omgang blev kaldt for "En koncert til historiebøgerne".
Se alle de annoncerede koncerter her.





