Oasis storstilede Live ’27 Tour bliver udvidet med yderligere fire europæiske shows
Sidste mandag annoncerede britpopbandet 38 koncerter spredt over hele verden.
Nu har Oasis tilføjet fire ekstra koncerter i Europa.
Det skriver Billboard.
Læs også: Så meget står Oasis-billetterne til at koste
Det drejer sig om en tredje koncert på Münchens Allianz Arena 6. juli, en tredje koncert på Stadio Olimpico i Rom 26. juli samt bandets femte og sjette koncert på Knebworth House i England 25. og 26. september.
Samtidig er den ene af de planlagte koncerter i Paris blevet flyttet på grund af en planlagt transportstrejke.
Gallagher-brødrene spiller nu på Stade de France d. 20. og 23. juli.
Billetterne til de i alt 42 koncerter sættes til salg fredag 25. september.
Der bliver dog ikke tale om et traditionelt billetsalg, da fans på forhånd har skullet registrere sig for at få adgang.
De udvalgte ansøgere modtager en engangskode, som giver adgang til billetsalget, der bliver fordelt over tre dage.
Med de nye datoer er det altså slut med at udvide turnéplanen yderligere.
Oasis har nemlig samtidig bekræftet, at der "ikke kommer flere datoer til denne turné."
Sidste år spillede Oasis en historisk genforeningsturné, hvor næsten tre millioner overværede Gallagher-brødrene på scenen sammen efter 16 års adskillelse.
Comebackkoncerterne i 2025 blev dokumenteret i dokumentaren Don’t Look Back In Anger, som GAFFA gav fem stjerner og skrev: "Oasis’ genforening er nok det tætteste, vi kommer på at se Jesus genopstå."
Oasis starter turnéen i Glasgow, Skotland d. 21 maj og slutter 26. september i Knebworth, England.




