Afskedsturnéen var oprindeligt planlagt til 2022. Nu fortæller Peter A.G., at et dødsfald ændrede bandets planer.
Efter Gnags annoncerede deres afskedskoncerter i april og maj 2027, fortæller Peter A.G. nu om årsagen til, at bandet efter 60 år har valgt at stoppe netop nu.
Oprindeligt skulle afskedsturnéen allerede have været efter en koncert under Aarhus Festuge i 2022. Men året efter døde den mangeårige guitarist og samarbejdspartner Per Chr. Frost, og det fik forsangeren til at ændre planerne. Det fortæller han til B.T..
Læs også: Efter festivalstop: Ny Gnags-dokumentar på vej
I stedet for at stoppe fik Gnags nyt liv med ambitionen om at fortsætte nogle år endnu. Blandt andre vendte den tidligere trommeslager Mads Michelsen tilbage til bandet.
Frem mod 2026 fortsatte Gnags med at spille, men få uger efter bandets koncert på Smukfest i sommers blev beslutningen om at stoppe offentliggjort. Her fortalte Peter A.G. publikum, at koncerten ville blive Gnags' sidste festivalkoncert nogensinde.
"Jeg vil personligt gerne slutte på toppen," sagde han fra scenen.
Læs også: Gnags har givet deres sidste festivalkoncert – de her 9 øjeblikke glemmer vi aldrig
Bandet udgav den 4. september 2026 deres seneste og sidste album, Knark, som er det 25. i rækken. Albummet inkluderede også en sidste hilsen til Per Chr. Frost.
"Gnags har skabt noget nyt med rødder i deres originale lyd," skrev anmelderen, som kvitterede med fem stjerner.
Nu er kursen sat mod den endegyldige afslutning i foråret 2027 med en afskedsturné, der allerede er vokset fra fem til 12 koncerter på grund af den store efterspørgsel.





