Den canadiske verdensstjerne stod ovenpå sin bil lørdag morgen og sang klassikeren "Pour que tu m’aimes encore" foran en fanskare i Paris.
Den canadiske sanger Celine Dion var tydeligvis ikke færdig med at synge efter sin comeback-koncert i Paris fredag aften.
Lørdag morgen blev hun mødt af en stor gruppe fans uden for sit hotel, som spillede hendes 90'er-sang "Pour Que Tu M’aimes Encore", der kan oversættes til "Så du vil elske mig igen".
Læs også: Zara Larsson aflyser koncert efter pres fra fans
Sangeren blev så overvældet af opbakningen, at hun besluttede sig for at kravle barfodet op på sin BMW og synge med på fællessangen.
Den 58-årige canadier er netop i gang med en comeback-turné, hvor hun giver i alt 26 koncerter på Plenitude Arena i Paris-forstaden Nanterre.
Koncerten i fredags var den tredje i rækken.
Celine Dion har ikke givet koncerter de seneste seks år, efter at hun blev ramt af den neurologiske sygdom stiff person syndrome, som giver muskelstivhed og smertefulde kramper.
De to timer lange koncerter i Paris har generelt fået positive anmeldelser, og især Dions stemme er blevet fremhævet som imponerende stærk trods sygdommen.
Celine Dion har i alt udgivet 27 studiealbum og er blevet verdensberømt for sine powerballader og sin ikoniske stemme, som er bredt betragtet som en af de største nogensinde.
Den canadiske sangerinde har gennem sin karriere solgt mere end 200 millioner album og er især kendt for store ballader som "My Heart Will Go On" fra Titanic og "Pour Que Tu M’aimes Encore".
Hun slog for alvor igennem internationalt, da hun som 20-årig vandt Eurovision Song Contest for Schweiz i 1988 med "Ne Partez Pas Sans Moi".
Se videoen herunder.
The car is the stage 😂@celinedion https://t.co/TMBimbg4qn
— Céline Dion Addicts (@LesRedHeads) September 18, 2026





