Den nordsjællandske festival har fået sikret sin fremtid, men konflikten med naboerne er langt fra slut.
Musik i Lejet har de sidste års tid været i lidt af en nabostrid med de lokale borgere i Vejby.
Nu fortæller Esben Danielsen, der er direktør for Kulturens Analyseinstitut og tidligere talsmand for Roskilde Festival, at festivalen bør tage dialogen med naboerne alvorligt. Det skriver TV 2 Kosmopol.
Læs også: Efter festivalfredning: Kampen om Musik i Lejet spidser til
Striden handler om, hvorvidt Musik i Lejet skal have lov til at afholde 19 årlige arrangementer ud over selve festivalen, der finder sted over tre dage i juli. Esben Danielsen kender selv til den slags konflikter fra sin tid i Roskilde Festival.
"Hvis du kigger gennem historien, så har Roskilde Festival også været i konflikt med lokalområdet, og så bliver det løst. Hemmeligheden er at gå den lange vej. Mød dine naboer, inviter dem, lyt til dem. Det er hårdt arbejde," siger Esben Danielsen til TV 2 Kosmopol.
Tidligere på ugen besluttede et flertal i Gribskov Kommunes Plan-, Klima- og Miljøudvalg, at man ville ændre lokalplanen, så Musik i Lejet fortsat kan afholde festival på Vejby Campingplads, hvor arrangementet har holdt til siden 2025.
Læs også: Politiker brugte Folkeklubbens sang i protestvideo: "Det er ulovligt"
Beslutningen blev dog mødt med stor modstand fra festivalens naboer, der nu har stiftet foreningen Os i Vejby for at tage kampen op med festivalen.
Blandt andet gør foreningen nu klar til en juridisk undersøgelse af alt fra støjregulativerne i området og brud på forvaltningsloven til, om koncertplanerne kommer til at gå ud over hensynet til de beskyttede flagermus, der lever i området.
Spørger man Esben Danielsen, er den debat, der lige nu foregår i Vejby, dog ikke kun negativ.
"Det, der sker her, er faktisk noget, man mange andre steder vil drømme om i Danmark, fordi det viser, at lokalsamfundet kan gøre, at en landsby overlever. Men hvis der ikke er gode toner med en del af dem, der bor der, så har man et reelt problem," forklarer Esben Danielsen.
Gribskov Kommune håber, at en ny lokalplan kan være klar til november.




