Nyhed

Terence Trent D'Arby tilbage - under nyt navn

Nyt album under navnet Sananda Maitreya

Husker du Terence Trent D’Arby? Soulsangeren, der hittede i slutningen af firserne og starten af halvfemserne med sange som "Wishing Well", "Sign Your Name", "Do You Love Me Like You Say You Do?" og Des’ree-duetten "Delicate" - for derefter at stile direkte mod popmusikkens tommetykke glemmebog.

Nu forsøger D’Arby et comeback - under nyt navn. Men tro nu ikke, at D’Arby har valgt et mere mundret kunstnernavn denne gang. Næ, han holder den tungebrækkende stil med navnet Sananda Maitreya, der skal afspejle hans nye livsfilosofi, hvor ærlighed og autonomi er i højsædet.


Den 5. november udsender D’Arby - undskyld, Sananda Maitreya - sit nye album "Wildcard", der afspejler hans nye afklarede livsindstilling. Kort efter lægger han vejen forbi Danmark, hvor han varmer op for UB 40. Her bliver der lejlighed til både at høre nye Sananda Maitreya-numre og synge med på de gamle D'Arby-hits.


Koncerterne finder sted lørdag d. 8 december i Scandinavian Congress Center, Århus, og dagen efter i KB Hallen i København.

ANNONCE