Toto, Bo Kaspers Orkester, Love Shop og Doves offentliggjort
Midtfyns Festival har netop offentliggjort en ny håndfuld navne til årets festival, der løber af stabelen i dagene 3.-7. juli. Det drejer sig om amerikanske Toto (billedet), svenske Bo Kaspers Orkester, engelske Doves og danske Love Shop.
Toto, Bo Kaspers Orkester og Love Shop behøver vel næppe nogen nærmere introduktion, men det skal dog lige nævnes, at Toto på Midtfyn bl.a. vil give smagsprøver på deres kommende album "Through The Looking Glass", der udkommer i september.
Doves er en engelsk trio, der spiller storladen guitarrock lidt a la The Verve og Radiohead før "Kid A". De debuterede i 2000 med albummet "Lost Souls" og udgiver i slutningen af april opfølgeren, "The Last Broadcast".
Midtfyns Festival har i øvrigt tidligere offentliggjort navne som
Coldplay, Gabrielle, Gomez, Isaac Hayes, Less Than Jake, Muse, Patrik Isaksson og mange flere.