Nyhed

Dobbeltplatin til Popstars-Julie

"Every Little Part Of Me" har solgt 18.000 eksemplarer

Julie Berthelsen, der blev slået på målstregen af Jon i TV-2’s Popstars-konkurrence, har nu fået dobbeltplatin for salget af sin debutsingle "Every Little Part Of Me". Singlen har solgt 18.000 eksemplarer på kun to uger og ligger p.t. på førstepladsen på hitlisten, lige over Jons "Right Here Next To You".

Julie udgiver i slutningen af februar sit debutalbum, men kan inden da opleves på tv i Snurre Snups Søndagsklub på TV2, hvor hun juleaftensdag bl.a. kan høres med en sang på modersmålet grønlandsk, og i programmet "Nu’ det jul" på DR 1 den 25. december.

Julies far Per Berthelsen - som også er sanger og guitarist i det grønlandske band Sume, der har været meget populære deroppe de sidste tredive år - var i øvrigt topscorer med det største antal personlige stemmer ved det nyligt afholdte grønlandske landstingsvalg. Han blev dog ikke medlem af regeringskoalitionen, men er fortsat viceborgmester i Nuuk.


ANNONCE