Nyhed

Moby skifter hotel for at undgå Eminem

Vil ikke møde rapperen og hans slæng

Moby har det hårdt i disse dage. Forleden blev han overfaldet af tre personer efter en koncert i Boston, og nu har han været tæt på at støde ind i en anden plageånd, Eminem.

Ifølge Mobys dagbog på hans hjemmeside, www.moby.com, fandt han ud af, at rapperen opholdt sig på det samme hotel i Los Angeles som Moby for at indspille en musikvideo. Det fik omgående Moby til at skifte hotel.

Moby skriver: "Af hensyn til min personlige sikkerhed har jeg skiftet hotel. Jeg fandt ud af, at Eminem ville holde fest på hotellets tag efter videoindspilningen, og jeg har virkelig ikke lyst til at møde 20 fulde Eminem-venner klokken to om morgenen, når jeg er ude at gå en tur. Kald mig paranoid, men jeg vil gerne undgå konfrontationer."


Konfliktsky kan man til gengæld ikke kalde Eminem, der tidligere på året langede ud efter Moby i sin "Without Me"-single og siden er kommet med udfald mod ham ved adskillige lejligheder, bl.a. ved koncerter, hvor Eminem har skudt mod en dukke forestillende Moby.

Årsagen til hadet er uklart, ud over at Eminem ikke bryder sig om Mobys musik. Moby har forholdt sig temmelig afslappet til kritikken, men har dog drillet Eminem med, at denne i virkeligheden nok er forelsket i ham.

ANNONCE