Masser af tung guitar på nyt album, siger The Edge
U2 er for tiden i studiet for at indspille deres næste album, opfølgeren til den succesfulde 2000-udgivelse "All That You Can’t Leave Behind". Og det ser ud til, at det nye album bliver temmelig larmende med bas, trommer og masser af tung guitar, udtaler guitarist The Edge til nme.com. Altså en ganske anden stil end den ret bløde og melodiske "All That You Can’t Leave Behind".
The Edge siger, at det nye album kommer til at byde på den livskraft og vitalitet, han forbinder med guitarbands i fuld aktion, og noget kunne tyde på, at U2 er blevet inspireret af den hårdtpumpede guitarrock, der især bliver hypet i England for tiden med bands som The Strokes, Black Rebel Motorcycle Club, The White Stripes, The Vines (læs interview i GAFFAs januarnummer), The Hives, The Datsuns (som er med på Klub GAFFA-cd #3) og vores egne The Raveonettes - for nu blot at nævne nogle.
Det næste U2-album udkommer formodentlig i efteråret 2003. Indtil da kan man f.eks. muntre sig med den aktuelle opsamling "The Best Of 1990-2000".





