Nyhed

Mumiy Troll til Danmark

Det spøjse russiske band spiller i Lille Vega 26. februar

Rusland er ikke ligefrem kendt for sin store eksport af rock, og der har ikke rigtig været noget siden Gorky Park i de gamle Sovjet-dage. Nu er der dog tilsyneladende en ny russisk invasion på vej i form af Mumiy Troll.

 

Mumiy Troll viste sig første gang for alvor i Vesteuropa, da de repræsenterede Rusland ved sidste års Melodi Grand Prix i Parken og skilte sig noget ud fra mængden, både i kraft af deres rock’n’roll-udseende og den let melankolske rocksang "Lady Alpine Blue".


 

Mumiy Troll spillede i Lille Vega i København i efteråret, og samme sted står de på scenen igen 26. februar. Dagen før udsender de deres første single i Danmark, "Lucky Bride?", en forløber for deres kommende album. Singlen indeholder bl.a. et remix begået af den danske house-duo Filur.

 


Hjemme i Rusland er Mumiy Troll dog ingenlunde debutanter. Her har de solgt i alt 10 millioner plader og har eksisteret siden 1979, altså under kommunisttiden, hvor de på et tidspunkt blev erklæret "verdens socialt farligste orkester" af partitoppen.

 

ANNONCE