Til "You Know You’re Right"
Så er den her, musikvideoen til Nirvanas "You Know You’re Right". Det med rette hypede sidste Nirvana-nummer, Kurt Cobain, Krist Novoselic og Dave Grohl indspillede sammen.
Musikvideoen er stykket sammen af optagelser fra videoudgivelsen "Nirvana - Live! Tonight! Sold Out!" og ikke før sete optagelser. Hvis man ikke bryder sig om destruktion af musikinstrumenter, er videoen ikke anbefalelsesværdig; hvis man derimod er ligeglad, er musikvideoen meget seværdig, og den beviser, at Seattle-gruppen nu otte år efter Cobains død stadig kan overvælde og imponere.
Se "You Konw You’re Right" her:
http://www.mtv.com/music/video/premiere/nirvana/
I øvrigt kan det nævnes, at Krist Novoselic og Dave Grohl ved to forskellige lejligheder har udtalt sig positivt om, at sangen for nogen tid siden dukkede op på nettet i mp3-format, med den begrundelse, at Nirvanas musik blev lavet for at blive hørt. Find link til mp3’en af "You Know You’re Right" blandt GAFFA.dks øvrige Nirvana-nyheder.
På billedet ses coveret til den promo-singleudgave af "You Know You’re Right", der er sendt ud til diverse medier og musikfolk. Coveret til den kommende Nirvana-opsamling – der udkommer 11. november og bare kommer til at hedde "Nirvana", og som også vil indeholde "You Know You’re Right" – bliver i øvrigt holdt i helt samme minimalistiske design.