Nyhed

Mariah Carey vinder sagsanlæg om sangtyveri

Har ikke stjålet "Thank God I Found You"

Mariah Carey har nu rettens ord for, at hun og en håndfuld co-sangskrivere ikke har stjålet sangen "Thank God I Found You" fra hendes 1999-album "Rainbow". Sangskriverne Seth Swirsky og Warryn Campbell havde ellers for to år siden sagsøgt hende, da de mente, sangen var en kopi af deres "One Of Those Love Songs", som findes på pigegruppen Xscapes album "Traces Of My Lipstick" fra 1998.

Men ifølge billboard.com afgjorde en dommer i går, at der ikke var nogen "lighed melodisk, harmonisk, tempo- eller genremæssigt" mellem de to sange. "Thank God I Found You" - der har gæsteoptræden af R&B-sangeren Joe og soul-boybandet 98 Degrees - nåede førstepladsen af den amerikanske Billboard-hitliste.


Mariah Carey udgiver i øvrigt et nyt album 2. december, hendes første på Island Def Jam/Universal efter hendes korte ophold på Virgin, der endte med, at Virgin betalte hende ca. 220 millioner kr. for at slippe ud af deres kontrakt med hende oven på dårligt salg af hendes seneste album "Glitter" fra sidste år.


Det nye album bliver produceret af bl.a. Jermaine Dupri og Jimmy Jam & Terry Lewis, alle gamle kendinge i Carey-regi.

ANNONCE